Prototypen, der vandt Quarter Ton Cup i 1974
Accenten blev tegnet af Peter Norlin i 1974 og var fra begyndelsen en ren one-off båd tegnet med henblik på kapsejlads. Prototypen blev bygget af Arne ”Nautor” Jonsson i en gammel skolebygning i Spillersboda i Roslagen. Båden blev bygget i træ og med et elegant hvælvet flushdæk. I 1974 blev der sejlet ¼ ton cup i Malmø med mere end 40 deltagende både. Accenten med Peter Norlin ved roret vandt klart. Den nærmeste konkurrent var Rolf Magnusson i en båd, som blev prototypen til Albin 78.
Konstruktør Peter Norlin
Efter sin succes med Scampi fra 1968, som han vandt Half Ton Cup med tre år i træk, fulgte han op med Accenten, der vandt Quarter Ton Cup i 1974. Norlin stod for en lang række turbåde som Cumulus, Cirrus, Nova, Stratus, Delta og Alpha, som blev produceret af Albin Marin AB.
Han har også manden bag Albin Express fra 1979. Båden blev bygget i mere end 1400 eksemplarer.
Siden blev han huskonstruktør for Sweden Yachts, og han deltog desuden i udviklingen af International America’s Cup Class.
VM-sejr var på dette tidspunkt ensbetydende med serieproduktion, og Accenten i den form, som vi nu kender den med overbygning og familievenlig indretning, kom til verden. Sammenlignet med Norlins Scampi repræsenterede Accent en klar udvikling af linierne i skroget. Accentens prismatiske koefficient var højere, hvilket betød at deplacementet var fordelt mere ud mod enderne. Scampis undervandskrog i profil var en del af en cirkelbue. Accenten blev nærmest frisbee-formet, hvilket gjorde båden hurtigere på grund af en længere effektiv vandlinie i skroget.
Sejlegenskaberne og bådens smukke udseende gjorde at Accenten hurtigt blev populær. I de første år blev der sejlet meget kapsejlads mellem bådene, og i slutningen af 1970erne var Accenten en af de største klasser i Lidingø Rundt i Stockholm.
En måde at holde prisen nede på var at sælge bådene som ¾ fabrikat. Producenten Albin Marin leverede de fleste Accenter som ¾ fabrikat. Dette indebar, at båden blev leveret med et inderskrog i glasfiber, hvor den præfabrikerede aptering i træ enkelt kunne monteres.
Ved en senere Quarter Ton Cup måtte Peter Norlin udgå med mastehaveri.
Alle Accenter blev leveret med motoren i forpiken. Motorens placering i forpiken gav en bedre balance i båden.
De ca. 50 første Accenter blev produceret med brøkdelsrig, men derefter blev bådene udstyret med masthead-rig og dobbelte undervanter.
Der blev i alt fremstillet cirka 650 både i årene fra 1976 til 1980, og i dag sejler der Accenter i Sverige, Norge, Danmark og Finland.
Båden er på de seneste også et billigt alternativ for unge og nye sejlere.